Primula Malacoides

Syrenprimula [Primula malacoides]


Family Plants er det eneste danske gartneri, der dyrker syrenprimula. Det begyndte for 10 år siden, da Søren Jensen forelskede sig i den søde, blomstrende plante, der nu fås i fem forskellige forårsfarver nemlig rød, lilla, rosa, sart rosa og hvid.
Syrenprimula er imidlertid ikke Søren Jensens opfindelse. Faktisk kan den kønne plantes karriere som stueplante dateres helt tilbage til 1908, da den blev indført til Europa fra Kina. En fransk missionær havde fundet planten som ukrudt i en rismark, og heller ikke han kunne stå for dens charme.
Som stueplante blev den hurtigt populær rundt om i Europa, så der er virkelig tale om en rigtig oldemorplante. Siden er der arbejdet meget med planten, så den i dag har flere blomster, kønnere farver og bedre holdbarhed end den oprindelige vilde plante. Men charmen er intakt, og de søde, naturlige blomster har en ynde og en lethed, der passer perfekt i nutidens hjem.
Samtidig er planten nem at passe og må gerne tørre let mellem vandingerne. Stil den lyst og gerne køligt, så holder den længst.
Et godt gartner trick er at pille blomsterskærmen af, når den begynder at se trist ud. Så kommer der hurtigt nye knopper og blomster frem. Du kan glæde dig over planten i nogle måneder.

J F M A M J J A S O N D